
Det' da ingen kunst
Det er altid en udfordring at sætte åbne værksteder op ude i eksterne miljøer. Jeg kender ikke aldersgruppen, ved ikke hvor mange der kommer, og jeg er afskåret fra værkstedets lager af ekstra materialer.
​
Når man, som jeg, vægter den enkeltes inspiration og mulighed for at handle på egen impuls højt i mine workshoptilbud, så er det et en fin balance mellem at skabe en inspirerende ramme som alle kan gå til, og samtidig tilbyde alternative veje. Jeg har altid masser af ekstra ting og sager med, der kan anspore og videreudvikle de første igangsættende aktiviteter. Jeg slæber i sagens natur rundt på poser og kasser, og er lidt af en samler; samler af undseelige materialer og dimser, som på et eller andet tidspunkt kommer i spil.
​
På Kulturstation Vanløse, på biblioteket, har jeg gennem et års tid lavet en række forskellige workshops, skabelonen for disse er altid en enkel idé, der lader facit åben for børnenes egne fabuleringer. Jeg har mødt mange glade børn og forældre, der tager sig tid til at fordybe sig i processen enten fordi de lige kom forbi, men også efterhånden for at være med hos mig.
Det er jo dejligt at opleve. Undervejs samtaler vi voksne om den kreative proces. Jeg nyder samspillet med børnene der på vidt forskellige niveauer viser mig stor tillid og deler deres idéer og tanker. Vi udveksler røverhistorier mens hænderne arbejder, og de får selvfølgelig deres produkter med hjem. Forhåbentlig bringer de også den gode oplevelse med længe efter malingen er falmet og pompom’erne faldet af.
​
​


